|
|
Er en pige på 22, som er sensitiv og enormt selvreflekterende
(tænker over mine tanker), men samtidig udadvendt med både
selvtillid og selvværd. Måske ikke en typisk beskrivelse af en
HSP, og så er der alligevel virkelig mange ting, der passer på
mig.
Fx kunst og musik som kan gå lige i hjertet på mig - enten
udløse akut lykke og glæde og eufori eller udløse sorg, tristhed
og i nogle tilfælde ukontrollerbar gråd.
Eller som da jeg begyndte at græde i en offentlig bus (diskret
selvfølgelig - ingen skulle se jeg tudede :)) over pædagogernes
strejke i Århus her for nylig. Blev bare overvældet af
engagementet, tror jeg.
Jeg er blevet vant til at tænke, at det jo går over, og at jeg
er både den udadvendte og nogenlunde afbalancerede Anne-Cecilie
og den sensitive og ekstremt tænksomme Anne-Cecilie. Men når jeg
nu kan se at andre også reagerer stærkt, så giver det alligevel
en form for tryghed ifht at acceptere den følsomme side. Det kan
jo være svært at få tingene til at glide, når man skal bruge
rimelig meget tid på at følelserne lægger sig igen.
Eller fx ifht. søvn (som jeg så en anden tråd om). Jeg SKAL
drosle ned senest kl 20, for at kunne falde i søvn. Hvis det
ikke sker, bliver jeg overtræt og kan ikke sove. Tankerne
klistrer sig simpelthen fast til indersiden af hjerneskallen og
så kan jeg slet ikke finde hvile. Og der skal ikke særlig meget
mere til end en tvetydig kommentar fra en person eller en
ændring i morgendagens planer til, før den der balance knækker.
Om aftenen er jeg meget sensitiv. Har efterhånden lært at leve
med, at nogle nætter sover jeg ikke.. eller sover først sent.
Det er en udfordrng at slippe kontrollen på den måde og komme
igennem dagene derpå med humørsvingninger og forhøjet sårbarhed
for stress og angst, men da erfaringen siger mig, at jeg
alligevel får det bedre om et par dage, så kan jeg klare det.
Min moster viste mig godt nok engang en artikel i Psykologi om
det her begreb, fordi hun mente det passede godt på mig og de
problemstillinger jeg tumler med. Og måske fordi hun selv er HSP
og kan genkende sine træk i mig. Dengang slog jeg det hen. Måske
fordi jeg ikke havde lyst til at erkende at jeg nok er
anderledes på visse punkter, ved at putte et navn på "den
følsomme side". Men nu hvor jeg nærlæser din side kan jeg se SÅ
mange ting give mening og ja, forklare hvad der sker. Som der
står et sted - man kan se med mildere øjne på sine problemer.
Det er legitimt at være sådan her.
Både befriende men også skræmmende. Brugbart men måske også
farligt at "diagnosticere" sig selv?
Kan føle at jeg min sensitivitet i perioder med harmoni og
struktur kølnes og "lægger sig", hvod i mod den hvirvles op i
perioder hvor der er mange nye indtryk, pres og opbrud. Det var
en sådan periode med flytning, nyt studie, generel
identitetskrise, opbrud i familien og dødsfald i familien, der
sendte mig ud i en depression. Ved ikke om ikke HSP'er ville
have kunnet klare den, men det er egentlig også ligegyldigt, for
det eneste jeg skal bekymre mig om, er at arbejde med at
klarlægge mine grænser og lære at arbejde med mig selv i stedet
for mod mig selv. Og det er vel typisk for mange sensitive
mennesker, at de i deres iver for at please omverdenen, begynder
at handle på dens præmisser og glemmer at lytte til sig selv?
Tja, det var bare lige lidt input ovenpå en sindsoprivende og
søvløs nat.
Venligst Anne-Cecilie.
|
|
