|
|
Så vil jeg da lægge ud, selvom jeg nu synes jeg
har eksponeret mig mere end rigeligt på min hjemmeside. Jeg
håber bare meget på at andre vil skrive deres historie.
Det kan jo godt være lidt stort at skulle det, men man bestemmer
jo selv hvad og hvor meget.
Jeg kan godt huske hvornår det gik op for mig at jeg var
anderledes, det var da jeg lige var startet i skole.
Inden da tænkte jeg slet ikke over det. Jeg legede med mig selv,
med mine brødre og lige dem i nærheden af mig.
Da jeg kom i skole opdagede jeg at jeg kunne se hvordan andre
var. Se det vil sige jeg kunne gennemskue mine klassekammerater,
selvom jeg i bund og grund ikke kendte dem. Jeg kunne med det
samme se hvem jeg skulle gå udenom og hvem jeg kunne snakke med
og lege med. Jeg vidste på forhånd hvis jeg blev inviteret hjem
til een om der var en skjult dagsorden, og som regel fulgte jeg
min intuition, men når jeg ikke gjorde, fik jeg alligevel ret.
Jeg havde en veludviklet retfærdighedssans, og kikkede altid
mere på personen som person end om de var dygtige højstatus
eller ej.
Jeg blev allerede i 1. klasse drillet af de andre i klassen og
børn fra andre klasser, men jeg følte jeg vidste at de gjorde
det fordi det var noget med dem selv og ikke mig.
Jeg frygtede frikvarterer, gymnastik og andet mindre uformelt.
Jeg søgte trygheden ved mine forældre, meget ældre og noget
yngre personer, aldrig jævnaldrende.
Jeg nød at være den der havde overskud og kunne hjælpe (sad
altid hos den faglig svageste i klassen).
Jeg blev meget udfordret når vi skulle på udflugter, lejrskoler
og da det begyndte at komme frem med gruppearbejde.
Jeg havde det egentlig ikke skidt i skolen. Var veltilpas,
klarede mig ok, var meget tro mod mig selv og mine tanker og var
faktisk meget åben overfor mine anderledes evner. Jeg var meget
stærk person.
Da jeg kom i puberteten var det virkelig noget skidt. På samme
måde som for alle, men ud over det så arbejdede jeg mig meget
langt væk fra mit autentiske jeg. Jeg var hele tiden overvældet
og havde svært ved at finde ro. Jeg kunne dog godt forstå jeg
havde brug for at gå ind og lukke døren og bare ligge på min
seng og hvile mig. Der blevet det virkelig forstørret og vist
frem hvor anderledes jeg var, og det gik op for mig at noget var
galt for første gang. Jeg følte at jeg måtte være psykisk syg
ikke mindre.
Som ung voksen var jeg meget urolig og ville for alt i verden
være normal, og pressede mig til alt for meget, ville hele tiden
bevise jeg var normal. Det bevirkede jeg ind imellem virkelig
fik det skidt med angst og ikke mindst depressioner.
Dengang vidste jeg ikke hvad det var det hele, for mit fokus var
at blive normal.
Da jeg var midt i 30'erne for at springe i det, der gik det op
for mig jeg led af depressioner og stress.
Der var alligevel nogle missing link i forhold til at det blot
var angst og depression. Jeg har også ofte tænkt på at jeg jo
har haft alle de gode ressourcer og klaret mig fint, så ja der
var ting jeg ikke kunne dele med nogen andre med angst og
depression.
Jeg kan virkelig mærke hvordan den ny viden, har givet mig min
gamle råstyrke tilbage. Jeg er ikke mere så søgende og usikker.
Jeg kan pludselig se mig selv i et mere mildt lys, og frem for
alt har jeg sluttet fred med den jeg er. Da jeg fik diagnoserne,
der arbejdede jeg jo på samme måde som da jeg var ung, med at
helbrede mig selv så jeg kunne blive normal, og forstod ikke at
jeg stødte på de samme barrierer som altid. Nu ved jeg hvorfor.
Det er jo en del af at være HSP.
Er det så en undskyldning. Nej det må det aldrig være, aldrig i
livet. Det man bruges som en forståelsesramme til at få sit liv
på plads, til at få et endnu bedre liv på helt egne præmisser,
ud fra egne ressourcer.
Jeg kan virkelig tage mange ting meget lettere, og bare sige til
mig selv nåe ok nu er du bare lidt HSP, det er fint nok.
MVH
anne |
|
