Normalt vil en terapeut lede efter tegn på en skadelig barndom, ting i en barndom der har skadet een, og gjort een til den man er, og det skadeligt skal findes og heles. Altså man er en skadet person!!! Man vil så igen opleve at man ikke bliver forstået og ikke bliver taklet rigtigt. Ofte vil en terapeut gå alt for hurtigt frem og træde ind over personlige grænser, og gribe det helt forkert an fordi det bliver en dysfunktion der bliver indfaldsvinklen og ikke hvordan man med det sind man nu engang har takler ting der liver for meget. Det er ikke symptomer på noget er galt (jo det kan det også være), men det er symptomer på at man i sig selv har svært ved nogle sider af livet. Man er ikke skadet, man skal måske blot lærer at acceptere sig selv, slutte fred med en opvækst og forstå sammenhængene. Vi har ikke brug for flere der misforstår os vel?? Så det skal være en terapeut med indsigt i HSP. Vi har måske brug for at finde nogle redskaber til at finde den gode balance i vores liv. Ledetråden ligger ofte i ens spørgsmål, hvorfor er det kun mig der har taget skade af barndommen, hvorfor ikke mine søskende (hvis man føler sig skadet af en barndom), hvorfor er det kun mig der er så anderledes, forkert osv. Hvorfor er det kun mig der har oplevet barndommen på den måde. Netop derfor, fordi man er HSP.

Som HSP'er har man alle forudsætninger for en god og meget givende terapi fordi man netop er meget introvert, tænker, får mange nuancer på, husker detaljeret følelsesmæssigt, god til at analysere, vi evner og har motivation for at grave dybt. Vi har en fantastisk evne for at kunne sætte os ind i hvordan det måtte være for de andre i familien, og det er en stor hjælp til at acceptere og til at begrave alt det som har været svært.

Det kan være svært at være i terapi fordi man skal have tillid og tryghed ved terapeuten inden man overhoved kan åbne op for tanker og følelser, og der er brug for tid og ro. En terapeut vil måske presse for meget på og blive for ivrig, og det kan være angstprovokerende for en HSP'er, og så må man bare fortælle det og få den fornøden pause og ro til at komme sig.

Medicin:

Generelt er mennesker som er særligt sensitiv, mere sensitive overfor fysiske tegn og symptomer, smerte og medicin.

Hvis man som HSP lever i en god balance i livet, er vi mere raske end andre, men det er modsat hvis vi lever med alt for mange indtryk ydre som indre. Introverte har støre risiko for sygdomme. Vi vil nok alle opleve, at få mane helbredsmæssige falske alarmer fordi vi tolker (overtolker) signaler fra kroppen.

Når vi får medicin, vil vi måske også opleve at vi får bivirkninger der er flere og anderledes, og som er ægte nok, dog har vi tendens til at være meget nervøse for at tage medicin første gang.

Man bliver måske tilbudt antidepressivt, sove eller angstdæmpende medicin. Det kan være godt i nogle situationer, i en periode, men få mand et livslangt, kan det diskuteres om man virkelig skal tage noget for at ændre ens psyke og tilpasse sig andre/samfundet. På grund af vores hjerneopbygning kemisk, så kan vi også reagere omvendt på noget af den psykofarmaka vi får (får mere angst, stress og depression), og er man ikke klar over det, kan man måske netop af angst for det bliver værre, fortsætte med at tage dem.

Der er andre/flere måder at dæmpe een selv på: massage, vejrtrækningsøvelser, en sund snack, lytter til musik, går en tur, danser osv. Kamille te, lavendel, calcium eller magnesium kan også dæmpe stressen.

Elaine Aron er inde på meget gode, spændende og tankevækkende tanker omkring brug af medicin, men det er for omfattende at komme ind på her. Jeg kan anbefale at læse bogen "The highly sensitive person. How to thrive when the world overwhelms you".