|
Som
HSP'er kan man som andre være gift, i parforhold eller alene,
men der er nogle forskelle. HSP'er bliver
måske gift tidligt i livet fordi man søger tryghed, udfyldelse
af en tomhed eller fordi man så udfylder en rolle, man fornemmer
er familiens forventninger. Den enlige er det fordi det er for
overvældende med kærligheden, fordi det gør for ondt, er for
svært og man har besluttet at lukke døren til den side af livet.
Hvis man som yngre især bliver forelsker er
den stor uoverskuelig og fylder alt. Man er i fare for at leve
et forhold hvor man bliver misbrugt fordi man har svært ved at
vælge den gode partner. Når man så bryder ud af et forhold, vil
man i højere grad føle lettelse, og sige aldrig mere (og det
holder man, man lukker døren efter sig), og føler ikke den store
sorg, det var nu for besværligt med det.
Mange igen især unge kan have mange løse uforpligtigende
forhold, men man vil så opleve man ikke kan leve på den måde,
kan ikke holde sig selv ud med det, men kan heller ikke finde ud
af at få et nært forhold til en kæreste. 2
HSP'er kan få et godt venskab/kærlighedsforhold, da de ikke
presser på, ikke går i vejen for hinanden, forventer/forlanger
ikke mere end der kan klares. Romantikken er ofte ikke i sådan
et forhold, man har generelt meget svært ved at blive forelsker,
men er gode til at drømme om romantik. Nogle oplever
selvfølgelig en forelskelse, men så bliver det for intenst, og
en fiasko for begge to, fordi man forventer for meget
urealistisk og idealiseret. Venskabet er alfa og omega også for
ægteparret, og kan blive ødelagt af intensiteten og af at det
ender med at den ene eller begge føler den anden ikke forstår
een, kølner forholdet. En anden ting der kan ødelægge det
hele, er hvis man har for stor en trang til at beskytte sig selv
mod andre/den anden. Det er en skam for man afskærer nogle behov
og spontanitet. Det bedste er at finde en balance.
En faldgruppe er hvis man projektere sine egen ånd ind i den
anden (identificere sig med den anden/laver en spejling).
Vi har bare sådan et ønske, sådan et savn efter det perfekte
liv, efter paradis, hvis vi kan være trygge, alt er godt og
rigtigt og hvor vi kan være/leve/komme. Hvad
taler imod kærligheden, det går at vi ikke vil såres, aldrig
mere, og det er at det rent faktisk føles som spild af tid.
Tryghed er vigtigt, men en faldgruppe er at den tryghed er et
symbol fra vores barndom, måske en mand der ligner vores far. Så
er det ikke den specifikke mand men en far skikkelse.
Man forelsker sig ofte i en person man kender godt i forvejen,
og man har været ven med måske endda længe inden.
At tro på andre holder af een, kan være meget svær, for man tror
jo ikke man er det værd, man har jo så mange besværligheder, sensiviteten er kun i vejen, og
man er for sær. Får
man en god ven fordi man er bange for at være alene og bange for
at gå alene igennem en svær tid, noget helt nyt i ens liv.
Det er meget enten eller, enten dybe
venskaber/familie skaber eller slet ingen. Det kræver jo en del
for andre, især for ikke HSP'er. Det første problem er at det
kan være rigtig svært overhoved er at vise/fortælle dem at man
gerne vil være venner med dem. En god indgangsvinkel er at man
laver noget sammen (et projekt) for det gør man snakker meget
lettere og føler man har noget sammen, føler sig som team.
Vi finder jo ikke let vores venner, de finder os. Det er tit
ikke HSP'er som er søde og empatiske der finder os. De kan
bibringe med nye indfaldsvinkler, perspektiver, muligheder. Det
er spændende og udfordrende. En HSP ven
giver tryghed, man forstår hinanden intuitivt, man kan have dybe
snakke, dele kulturelle kreative oplevelser.
Det kan være så forvirrende for ikke HSP'er at få os som venner,
følgende kan ske: Vi viser vi er
ensomme - een vil lærer os bedre at kende - vi lukker af og
viser vi ikke vil - de bliver lidt ved - vi bakker helt ud - de
bliver lidt ved og så bakker de ud - så bliver vi ensomme og
viser det og så give begge hold op. Kan du se det der on and off,
det kan ingen holde til. Vi skal ikke søge yderlighederne:
Tæthed/lukkethed, behage andre/os selv... Det duer ikke vi skal
finde den gyldne middelvej.
2 HSP'er føler altså virkelig: forstår
hinanden, meget går meget lettere, problemet er at man let kan
påvirke hinanden (humør osv.), og det kan blive lidt for trygt
og lidt for kedeligt. En ikke HSP ven: Det
kan udvikle og udfordre een, men det kræver en god
kommunikation, for at man ikke misforstår hinanden. Ens følelse
af at være anderledes, sær, hjælpeløs osv. kan forstærkes.
Husk forståelse og hensyn går begge veje.
Brug ikke sensitiviteten som en undskyldning, du kan godt i
kortere tid klarer højt niveau af input især i trygge
afslappende omgivelser (venner). Gør dig ikke mere svag og
ulykkelig osv. Alt med værdighed.
Det er meget svært at snakke ærligt med
andre og hører andres ærlige mening, det er for
dramatisk/konfliktfyldt, men det er vigtigt at gøre det i et
godt venskab. Forbered det der skal siges og forbered den anden
på at du vil snakke om noget, fortæl det er svært at sige.
Lyt på en reflekterende måde, lyt til ordene, budskabet, hvad
der ligger bag og personlige følelser.
På minus siden:
|
