Intimitet, der menes at man er sig selv, helt autentisk, være åben om sig selv på den mest private og dybe måde, følelsesmæssigt og kropslig overfor end partner. At man kan rumme den anden og den andens autentiske jeg. At man har fuld tillid til hinanden.

Hvordan hænger det så sammen med en overvejende ekstrovert, udadrettet, intimitetsfikseret verden. Nej vel, det er vist ikke sært vi har det kejtet forhold til intimitet, og føler at det er en rigtig svær ting, og at vi slet ikke kan leve op til det billede.

Er man en HSP'er som har maximale point i den her, skal man overveje om intimitet og kærlighed er den eneste måde at blive glad og lykkelig i ens liv.

Dog er man mere tryg hvis man har mindst en person man er glad ved og som man kan have et nært forhold til.

Det er vigtigt at man ikke tror at ens kommende partner kan redde en, inden man begiver sig ind i et forhold, skal mani sig selv have fred, have glæde og have en vis portion selverkendelse, selvforståelse. Uanset hvad, skal man selv gøre det hårde arbejde i forhold til at have det gode harmoniske indre liv.

Ud fra den første test omkring angsten for intimitet er der kommet 8 områder man kan have problemer med. De 8 områder kommer jeg nu mere ind på.

Angsten for at blotte sig og blive afvist:

Alle mennesker satser noget ved at blotte sig, og kan komme ud for afvisning. Andre kan vurdere det du siger som værende frastødende, fjollet eller utiltalende. Man skal også bare vide at grunden til de tænker sådan, handler om noget i dem selv, mere end det du siger. Hvis vi selv er flov over den vi er, så udstråler vi det og så vil det påvirke det vi siger. Er vi afklaret og holder vi af den vi er, så bliver vores budskab automatisk modtaget langt bedre. Tro på intuitionen med andre, og er det en person du er tryg ved, kan du langsomt fortælle lidt om dig selv (små skridt), og se hvad reaktionen er. Du skal vide selvom du ikke synes der er noget at fortælle om, eller du ikke rigtig har lyst, så er det noget som vil være med til at få forholdet til den anden på et dybere plan, fordi den anden lærer dig bedre at kende.

Angsten for vredesudbrud/angreb:

Vrede er en meget høj intensiv følelse, som kan være meget svær for en HSP'er at rumme. Selv det at overhører andres vrede, kan berøre os dybt. Alt vi hører tager vi meget seriøst, og tror hvert et ord der siges, også i vrede. Vi vil te en hver tid tage en beskyldning på os, og vende det indad.

Det vil hjælpe hvis man ser den andens vrede som en morals vrede, personlig vrede, en magtdemonstration eller for at nedgøre en. Der er ikke noget konstruktivt i vrede, da budskabet altid er forplumret af følelser, og en tilstand man er fanget ind i. Ved man det, vil det heller ikke blive så angstprovokerende med den andens vrede.

Sig du gerne vil snakke med vedkommende, men det bliver når han/hun er faldet ned. En vred skal man bare lade være vred, snakke og så bare være neutral. I de aller fleste tilfælde omhandler vreden i bund og grund slet ikke om dig.

Angsten for at blive svigtet:

Den angst er faktisk noget alle mennesker kan skrive under på HSP eller ej. Det er meget vigtigt at man siger det højt til vedkommende, for det er noget den anden også føler og oplever. Du må ikke lade den frygt afholde dig fra tætte kontakter.

Noget af den angst kan komme af at man bliver for afhængig af den anden part, men det plejer ikke at være en HSP's problem, jo hvis det er en HSP'er der ikke har en særlig høj selvforståelse.

Du må aldrig tænke om et tidligere svigt, at du fortjente det, at det var din egen skyld, at du kunne have forhindret det.

Angsten for at miste kontrollen:

Det kan bunde i at man har oplevet man har kammet over, måske af glæde, måske af at fjolle (især som barn). Man kan have oplevet det som om man kom ud af kontrol, og frygter det sker igen, at man på en eller andet måde kammer over.

Man kan som ældre opleve man reagere som det ikke var en selv der var på den måde. Det er med at finde en god balance, mellem kontrol og så indimellem at miste den lidt, men ikke mere end godt er.

Har man oplevet andre miste kontrollen, kan det være en ganske problematisk oplevelse. Måske er man bange for at andre eller man selv drikker og derved miste kontrollen.

At blive forelsket er jo en form for at miste kontrollen, eller man føler man gør det. Meget af den følelse, den forventning hænge sammen med igen samfundsnormer om hvad det vil sige at være forelsket. Man kan  sagtens have den dybe stille gode forelskelse hvor man ikke føler man mister kontrollen (fodfæstet).

Hvis man er bange for festivaler, stoffer, seksuel passion, religiøs fanatisme og andre ting hvor det læber med en, så er man bange for at miste kontrollen, og i de her eksempler med god grund, man vil ikke følge strømmen, følge stimulanser og på den måde miste ens tanker, ens moral osv.

Det er i orden at have et hegn om sig, have nogle grænser for hvor meget man blotter sig, det er naturligt, og alle har det til en vis grænse :-)

Tro på dig selv og på du kan have den rigtige kontrol af dig selv. Det kan du når du er i det helt rigtige forhold, og har det godt med dig selv.

Du vil nok opleve lidt at du indimellem i et forhold mister fodfæstet, men se det som et lille ups, og så tilbage på sporet igen. Det gør ikke noget.

Angsten for at man har angreb og ødelæggende impulser:

I starten af et forhold føles det rigtig, føler man at man er hel, og alt kan tilgives, alt er godt. Sådan er det bare ikke. Man kan ikke undgå i et forhold at sårer den anden, at gøre den anden oprørt, ked af det, vred og frustreret. På samme måde som den anden kan gøre dig det sammen. Når det går op for os, kan vi gå i panik, og føle det hele er alt for meget, for voldsomt, for krævende osv. Vi kan blive angst, når vi også mærker de negative følelser, også vores egne såsom vrede.

De negative følelser er mange gange udtryk for at man går i forsvar, har brug for lidt plads, ro og at det hele er for overvældende, og så er det vigtigt at tage hensyn til det.

Angsten for at blive opslugt af et forhold:

Det er en ganske reel angst, og noget som en HSP'ere ikke ville trives med. Det er dog helt op til en selv at styrere udenom det, når man nu er bevidst omkring det.

Man mister ikke sig selv og sin identitet i et godt parforhold.

Måske ligger angsten i at man tænker at man bliver påvirket af den anden, at man ændre personlighed. Det sker heller ikke. Kun hvis man ikke er sit autentiske jeg.

Det er næsten sikkert man alligevel på nogle områder bliver påvirket af den anden, og må ændre lidt på nogle ting, det sker også i andre sammenhænge med andre (arbejdsmæssigt blandt andet)

Angsten for at engagere sig og forpligte sig i et forhold:

Der kan ligge mange ting til grund for den frygt. Måske er man HSS'er.

Det kan også være en angst for at have ansvar for et andet menneske, at vi forfejler vores forsøg som partner, frihedsberøvelse, kedsomhed, at vi sviger den andens tillid... Grundende kan være mange, forklaringerne kan være mange vel at mærke.

Det er med at anerkende at det kan gå galt, men ikke lade det styrer ens liv. Der er ingen grund til at man skal forsvarer ens angst, for det er en angst alle mennesker HSP'er eller ej på en måde har.

Angsten for at man ikke kan lide den anden, at den anden er en plage for en i ens liv:

Den anden vil indimellem irritere os, sådan er det bare. Den anden vil uanset om han/hun vil det eller ej, udfordre os på alle områder, og vi må sætte grænser, finde ud af hvad vi vil finde os i, hvad vi skal indrette os efter, hvad der er acceptabelt, hvad der er for overvældende, for meget, for problematisk. Som HSP'er kan det være bitte små ting (for andre) som man bliver irriteret over, og der er det med at finde den gode balance så der også er plads til den anden.

Det kan give mange problemer i et forhold at man er HSP, men det kan løses, mange gange rent praktisk, med aftaler, nye rutiner osv.

Man har måske lyst til at lave om på den anden, så man ikke bliver så forstyrret, ikke bliver så overvældet, så træt, så udfordret, men det er med at finde den gode balance, og igen kommunikation og videns deling, fortæl hvordan det er for en som har HSP, hvilken effekt ting kan have.

De sidste spørgsmål, går på at man er bange for at vise følelser, og det ligger måske til grund for alle de andre sider af ens angst for intimitet.

Som HSP'er bliver angsten fodret af ens sensitivitet. Angsten dækker faktisk også i høj grad over et behov for det man også frygter.

Husk at selvom man kan tvivle på man rigtigt elsker den anden, så gør man det højest sandsynlig, men man gør det ikke på den traditionelle måde, men på den måde man bedst kan ud fra at man er HSP'er.

En strategi der hedder stol ikke på nogen, er effektiv hvis man er bange for vise følelser.

Bevidstheden og viden omkring HSP. er i sig selv et stærkt redskab til at forstå og komme videre i livet. Som før skrevet er en accept og forståelse af sig selv, med til at man måske tør tage et bette skridt i en ny retning, udvikling.

Næste