04. juli 2011

Jeg har i aller højeste grad hele livet brug min intuition og min evne til at kunne sætte mig ind i andres vilkår, og det har helt klart gjort mig til et langt bedre menneske end ellers. Mit arbejde lægger også op til at jeg gør det dagligt og hele tiden.

Netop, den beskrivelse af man ikke afbryder, ikke går osv., det er meget vigtigt for mig, og det er noget der virkelig kan irritere mig voldsomt når andre gør det. Jeg har oplevet at være sammen med andre, som for mig at se ingen pli har. Jeg har et par eksempler: Jeg møder een kollega og vi står og snakker lidt uden for en have. Manden i huset går ud og står og nusser lidt med haven og min kollega kritisere højt haven. Jeg kunne krybe i et musehul, og jeg overvejede at gå min vej, og prøver verbalt at sige jeg ikke vil hører på hun siger det ting, ud over det ser manden ikke specielt rar ud. En anden gang er det en jeg kører i bil med. Hun bliver overhalet af en dyttende bil. Hun giver bilen fingeren, jeg ved den er gal og skælder hende ud meget forskrækket, og imens sker der det at bilen sænker farten og lader som om han køre ind i siden på os.

Jeg har bestemt oplevet at møde andre, det kan være helt tilfældigt, og endda måske med mennesker man aldrig snakker med eller aldrig ser igen, men man kikker måske bare lige kort på hinanden og fornemmer at man har et usynligt bånd.

Mange definere sig selv igennem deres arbejde, deres familie, hvor de bor, hvor mange penge de har, deres venner osv. men jeg definere mig selv igennem den jeg er sjæl og sind.

Jeg har oplevet at andre spørger til en ting som virkelig ligger mig på sinde, og jeg begynder at snakke ivrigt og meget taknemlig over nogen vil hører på det, men ak ak det gider de bare ikke. De er hægtet af, afbryder, fortæller om sig selv, eller direkte forsøger at sige at det man siger er forkert, og ja man skal jo rent faktisk afvænnes. Jeg oplever også at når de får færden af hvad jeg står for, så kan de komme med en bemærkning for at provokere mig, eller kommer og lige skal drille på en ikke kærlig måde. I en periode fik jeg altid at vide jeg skulle fatte mig i korthed, og det inden jeg overhoved åbnede munden. Det er svært med folks fordomme eller manglende lyst til at lytte, ofte overtager de snakken.

Det abstrakte, netop, jeg har ofte oplevet at jeg sagtens kan se sammenhængen i noget der kan lyde ulogisk, et eksempel er at jeg engang sagde det var et godt billede den hellige treenighed, og at der var tre som også sammensmeltede til een. Det mente andre var dybt ulogisk, men for mig er det ren logik. Ja og bare ordet treenighed, en enighed i tre.

Det med orden kender jeg til. Er jeg i en periode med overstimulering, har jeg ekstra brug for at der hjemme er rent og ryddeligt, og at alt i orden, det skaber ro også bare det at rydde op kan give en ro.

Jeg kan og skal ikke være dommer over hvad jeg kan have af betydning for andre. Jeg mener det er min pligt, kærlige pligt og en selvfølge at man er der for andre, med nærvær frem for alt.

Jeg har nu ikke oplevet at min HSP egentlig kan bruges af andre, men af mig selv er det virkelig noget der giver dybder, glæder og et meget spændende liv.

Jeg troede i rigtig mange år at de ting jeg var og havde var svagheder, som skulle skjules. At det var de andre der var stærke, men med tiden har jeg set meget voldsomme ting med mennesker der ganske enkelt ikke klarede livet på grund af ydre omstændigheder, det kan være sig mennesker der oplevede at miste arbejde, mistede penge, følte sig uretfærdigt behandlet, blev syge osv. at de oplever at de har begrænsninger i dem selv. Mange magter ikke at sadle om, ændre i deres liv. Mange oplever jeg at de flygter fra dem selv, for al den kaos de har i livet, alt det der ikke fungere, de power shopper måske, eller tager på en dyr ferie, bare man kan bruge penge. Nogen holder bare en fest mens andre får en hund.

Jeg tror vi har de aller bedste redskaber i os til at kunne overleve meget vanskelige ting i vores liv og det ydre, fordi vi jo netop ikke er afhængig af nogen eller noget. Vi tør tænke de dybe tunge tanker, vi tør være ærlige.

Det perfekte liv findes ikke. Det siger mere end tusinde ord, for det har jeg tilstræbt i de unge år. Jeg troede der fandtes det paradis på jord bare man  var, sagde, gjorde alt det rigtige.

Ja hvor jeg dog har oplevet at stå i noget der virkelig kunne være farligt, og vide det og så opleve at Gud holdt hånden over mig. Jeg har også oplevet at vide jeg skulle gøre noget andet for at undgå en ulykke. Det seneste eksempel er fra en dag jeg gik fra arbejde, jeg skulle over en trafikeret gade, hvor der er et lyskryds. Jeg kikker mig godt for og går ud, der kommer en stor lastbil og drejer, og lige i det den er drejet ved jeg bare jeg skal stoppe selvom jeg faktisk var midt i fodgænger overgangen, og ja der kom den bil og krydsede vejen ind over fodgængerovergangen. Den var få millimeter fra at ramme mig i høj fart. Ingen lyde havde afsløret den kom, man kunne intet se på grund af lastbilen, men jeg blev formodentlig reddet af den fornemmelse af farer. Et andet eksempel. Jeg snakker aldrig med fremmede folk, og da slet ikke fulde folk. Jeg stod en dag og ventede på bussen og der dingler en fuld mand hen mod mig. Han snakker til mig og jeg ved intuitivt at jeg skal svarer ham og snakke ham efter munden, og det gjorde jeg og det gik fint. Han dingler videre, og jeg ser han står og snakker til et andet menneske som så ikke svarer ham. Han bliver truende overfor den anden, men så kommer bussen heldigvis og vi kommer med den (undtagen den fulde mand). Ja jeg kunne blive ved.

Jeg ved også altid intuitivt når folk enten er gravide eller skal skilles. Jeg drømmer meget stærke og dybe drømme, og ind imellem fornemmer jeg i drømme at jeg ser afdøde slægtninge (mennesker jeg aldrig har kendt desværre).

Vi har intet alternativ vi er jo bare HSP. Det har garanteret givet os alle store problemer, store sorger, ensomhedsfølelse, men vi har jo intet alternativ. Vi kan ikke blive som de 80 %. Når vi tager de positive briller på, så har det jo også givet os dybe store glæder, oplevelser og en tilfredshed når noget lykkes.

Det er sku ikke let, men jeg tror vi virkelig lærer så uendelig meget af livet her, meget meget mere end så mange andre. Vi har alle muligheder for et dejligt spændende liv.