08. maj 2007

Mine første erindringer (og det er helt uden andre mennesker er). At jeg tyggede på en sivsko som smagte overraskende sødt, og havde en god konsistens. Jeg huskede at jeg som 2 årig kunne sætte mig med hovedet mod væggen, og at det var så dejligt og rart, og fredfyldt. Jeg husker at jeg var så bange når min far tog mig hurtigt op på armen og at han blev ved med at kilder mig selvom jeg var virkelig så bange. Jeg var bange en anden gang da jeg var 3 år, da jeg så en færge for første gang, og var bange for at skulle gå af den mørke stejle trappe ned til kahytten.

Som ganske spæd sov jeg rigtig meget, og kunne falde i søvn let. Mine forældre havde ikke helt let ved at fange min opmærksomhed og få respons fra mig som helt lille.

Omkring skolealderen startede det lidt med at jeg blev stresset når vi skulle nogle steder. Senere følte jeg at det hele stoppede (livet stoppede) med det vi skulle, jeg kunne ikke tænke på noget efter det vi skulle, der var intet.

Jeg var bange når jeg fornemmede noget var galt i familien, men blev tryg når jeg fik en forklaring.

Ja jeg var skrækslagen for utrolig mange ting. Tivoli forlystelser, køre i bus, være på lejrskole og ja selv dagsudflugter, når der kom gæster og vi selv skulle ud.

Jeg var absolut selvtilstrækkelig, kunne lege med mig selv længe. Som skolebarn gik det skidt rent socialt med min klassekammerater, de skuffede mig konstant. Det var en på vejen som var måske 5 år yngre og en ældre dame der var omkring de 70 år som jeg gik sammen med. Der var jeg tryg.

Det er meget opmuntrende at læse rådene til forældre, for sådan var mine dejlige forældre mod mig da jeg var barn.