08. maj 2007

Jeg har selv sat ind på flere punkter. Jeg har aldrig set mig selv som værende en personlighedsprofil, men har altid vidst noget var helt galt med mig. Jeg har altid haft en lav stresstærskel, døjet med depressioner og angst og stress. Nej jeg har ikke altid vist jeg led af alle de ting. Jeg har siden jeg overhoved kan huske som lille barn vidst jeg var anderledes, meget endda.

 Som ung vidste jeg intuitivt at jeg ikke både kunne klarer at få egen familie og job, og så var valget let, jobbet det var noget jeg ikke var skræmt overfor, så sådan blevet det.

Nå behandling, i de unge år var min egen behandling at jeg skulle arbejde mine problemer væk. Arbejde som arbejde, men også min stress og angst for nye ting, for fester, ture, middage osv. jamen så skulle jeg bare gøre endnu mere af det endnu oftere, for så kunne jeg lære det kunne jeg. Nej det kunne jeg så alligevel ikke.

Da jeg fik diagnoserne angste, stress, depressioner og fobier, ja så gik jeg ellers igang med detektivarbejde, læste alt om sygdommene kemi, psykologi, terapier osv., alt man kunne købe og låne og læse på nettet.

Jeg gik selv videre med at lave noget kognitiv terapi på mig selv, og så fik jeg jo medicin, som har været så godt for mig. Jeg kunne pludselig sove om natten, jeg fik ro på i mit hoved og stressede slet ikke i samme grad som før.

De første par år efter mine diagnoser rykkede jeg mig kolossalt personligt, og blev et meget gladere menneske, men så har der ellers været stilstand de sidste par år. Nu fik jeg så læst artiklen i Psykologi om særligt sensitive person er, og der så jeg lyset, det var en åbenbaring af rang. Aldrig før har jeg været så forbløffet og følt mig så lykkelig. Sort på hvidt så jeg jo mig, og hvordan jeg har det. Jeg kunne med stor overbevisning svarer ja på alle spørgsmålene til om man er HSP'er. Jeg bestilte alle de bøger jeg kunne fra Elaine Aron og hendes hjemmeside, og nu har jeg så på en uge fået en hjemmeside op og stå. Det er jo lige mig, når der er noget jeg brænder for, kan jeg på kort tid få noget på plads. 

Hvad det får af betydning med HSP ved jeg ikke på sigt, men jeg ved at jeg allerede nu ser meget mere med milde øjne på mig selv, og ikke mere gider tænke i strategier til at helbrede mig selv, fordi der er ting jeg ikke har kunne helbrede mig selv med på trods af min ihærdighed. Jeg kan allerede nu tage langt mere afslappet på mange ting. Ja og nok vigtigst af alt, jeg kan virkelig virkelig se nu en sammenhæng, jeg føler at mit livs puslespil er ved at blive lagt hvad angår meninger, forståelser osv. Jeg har fået så mange svar på så mange spørgsmål, og det at jeg kan glemme bebrejdelserne, usikkerheden, kampen om at blive normal kan jeg vist godt glemme alt om for det bliver jeg jo aldrig. Jeg skal jo ikke helbredes for en sygdom, jeg skal slutte helt fred med den jeg er. Jeg skal finde min gode balance i livet.

Ingen har troet på jeg havde en lykkelig barndom uden kriser uden traumer, de mente alle jeg havde nogle fortrængninger. Jeg havde den gode barndom, det kan jeg også læse af de bøger jeg har læst om HSP. Jeg tror også jeg på mange måder har været meget mere selvhjulpen, har hvilet meget mere i mig selv, har haft en grundliggende selvtillid. Da jeg nok er særdeles introvert har det også været godt fordi jeg har været meget robust overfor ydre påvirkninger. Jeg er blevet støttet rigtig meget hjemmefra til at være tro mod den jeg er.

Det med terapeut. Jeg har jo ikke gået ved een. Jo jeg kom på et tidspunkt til en psykiater til et par forsamtaler. Det var så rædselsfuldt. Hun kom med standard frasen, jeg følte ikke hun forstod hvad jeg forsøgte at sige, hun pressede mig psykisk så jeg følte jeg enten var ved at besvime eller miste forstanden (en ud af kroppen fornemmelse). Da jeg sagde fra sagde hun blot at det SKULLE vi snakke om. Det endte med at jeg faktisk synes jeg styrede hele samtalen og styrede så meget at jeg kunne forudsige hvad hun ville svarer og hvad mit "modtræk" var.