08. maj 2007

Min genbo 5 år yngre, en lærer der var 30 år ældre, en nabo der var 62 år ældre var mine første venner.

De faldt ud og min lidt yngre bror blev min ven, og jeg så op til ham (han er meget socialt anlagt)

Så blev jeg veninde med en jævnaldrende penneveninde. Hun var langt mere usikker end jeg, og så blomstrede jeg ellers op. Det var trygt og godt, det jeg længtes efter hos andre, stabilitet, roligt gemyt og en man kunne stole på (endelig). Hende var jeg veninde med i 17 år hvor efter det lidt dramatisk sluttede fordi jeg blev for utryg ved hende (hun udviklede sig pludselig hurtigt).

Kolleger til mig begyndte på et tidspunkt at ville være venner med mig, og det gik sådan lidt op og ned må jeg indrømme. Kom nogen for tæt på så trak jeg mig. Ja så det holdt ikke.

Hvem ellers, jeg må sige at jeg ingen venner sådan fysisk set, ingen jeg besøger og som besøger mig. Jeg har et par utrolig gode mail venner, som jeg sætter stor pris på og det er jo virkelig perfekt at have venner på mail, så uproblematisk, og jeg har oplevet at jeg sagtens kan bruge min intuition over mail. Jeg kan let fornemme hvordan andre har det og ja alt det samme som at ses, måske bedre, fordi der ingen forstyrrende elementer er i det. 

Jeg oplever den lykke at mine kolleger, børn og deres forældre er glade for at samarbejde med mig, og jeg oplever også nu at jeg har en afdelingsleder som vil mig det godt, og som ønsker at lytte til mig og tage små hensyn.

Som helt ung tog jeg da nogle små skæve skridt med mænd, men det var faktisk mest fordi jeg mente at andre forventede det.

Jeg føler mig faktisk aldrig ensom, for jeg har et meget rigt indre liv.

Jeg har nok i en periode haft et for tæt forhold til min mor især det er jo ikke godt når man selv bliver voksen at have et alt for tæt forhold, forstået på den måde at mors ord var lov, og det hun sagde og gjorde betød for meget for mig, og berørte mig for meget.