04. juli 2011

Familie: Jeg er vokset op i den bedste tryggeste familie. Min mor forstod sig på mig og mine besværligheder. Hun er vokset op med en meget kunstnerisk far (Det som nu bestemt er en HSP). Hun kunne give mig alt det jeg havde brug for af ro, tryghed, stabilitet, og hun var eminent til at opmuntre mig, gøre mig stærk og robust til livet. Min far var meget inspirerende med hans sjove indfald, hans energi, hans kreativitet og hans meget stabile humør.

Før skolebarn: Der følte jeg mig ikke specielt unormal, men oplevede og mange ting der stressede mig, gjorde mig bange. Jeg levede meget i familien og havde ikke kontakt med andre end mine forældre og søskende.

Skolebarn: Der begyndte jeg at forstå hvor unormal jeg var. Da jeg startede i 1. klasse, der snakkede jeg mest med lærerne om alt og intet, og var sågar indimellem med i frikvartererne på lærerværelset.  allerede tidligt i 1. klasse kunne jeg gennemskue grupperingerne, og sagde fra med det samme, jeg ville ikke være i en gruppe og mobbe andre og have en leder der bestemte så meget. Hurtigt faldt jeg sammen med de "svage" i klassen, dem der gik til speciel undervisning. De første par år havde jeg virkelig kæmpe hjælp af et par helt store piger (2. -3. real klasse). De beskyttede mig og jeg sad ofte på bænken i gården med dem og snakkede om alt og intet. Efter et par år fik jeg det så elendigt socialt, jeg blev mobbet meget. Ofte gemte jeg mig enten på toilettet eller på biblioteket. Jeg følte mig egentlig ikke ked af det på den måde, og havde faktisk ondt af dem der mobbede. Da min lillebror startede i skolen fik jeg lige en opblomstring, fordi jeg så kunne være storesøster for ham og hans klasse. Det holdt kun et års tid, og så var jeg igen den der gemte mig. Jeg ville ikke være med sammen med andre, jeg mente der skete alt for meget forkert i de grupper. Jeg savnede aldrig at kunne være sammen med nogle. Det var virkelig ikke mig med frikvartererne. Det var ustruktureret , larm, jeg gad ikke at lege i skolegården osv. Det var fint nok i timerne, og især da dansk blev til det fag hvor man skulle læse bøger, analysere dem, der var jeg rigtig med, ja og fag som historie og religion var også lige mig. Jeg var desværre ikke flittig hjemme, var slet ikke motiveret for at lave lektier, måske var det fordi jeg ikke havde lyst til at have noget med skolen at gøre når jeg var hjemme i trygge omgivelser. Jeg blev vel også mindet om alt det der ikke var så godt ved skolen når jeg skulle lave lektier.

Teenager: Der var jeg vel som andre, rebelsk, hormonerne rasede, og det gjorde temperamentet også. Jeg fandt dog lidt fred i min kristne tro, og kunne finde det perfekte i bibelen, det der kunne berolige mig.

Ung voksen: Det var min sværeste tid i mit liv. Jeg havde så mange idealbilleder, jeg havde så utrolig gode viljer, og hele tiden blev jeg bombet tilbage, hele tiden oplevede jeg at blive misforstået, eller at andre ikke gad hører på mig. Det var kaos, jeg var tom, bange, rodløs, jeg prøvede virkelig så mange ting efter aller bedste evne og motivationer, og det bedste hjerte, men nej. Det var ikke rart. at gå fra at være barn og have trygheden i det, til at skulle være voksen. Nej det ansvar der fulgte med nød jeg i fulde drag, friheden og at bo for mig selv, det nød jeg virkelig, jamen det var virkelig lykken at jeg ikke skulle indordne mig, ikke skulle forstyrres af andre, men alt det andre var for svært.