Hvordan ser en HSP'ers opvækst så ud. Der er jo stor forskel, alt efter hvem man er, den familie, den skole, det samfund, den tid man vokser op i.

Der findes to typer HSP'er. Den ene gruppe er dem der får angst, stress, depression og fobier( generelt er der også en overrepræsentation af HSP'er i gruppen af mennesker med angst, stress, fobi og depressioner), og den anden gruppe er dem der har svært ved at have kontakt med eget følelsesliv.

En problematisk opvækst vil have store konsekvenser for alle men meget meget stor for en HSP. Selv med en uproblematisk opvækst, har man de svært, meget som er en selvfølge for andre, er svært for een der er HSP, det vil igennem hele opvæksten føle sig udenfor, anderledes, unormal.

Hvordan har man det så ud med barnet som er HSP, og tilknytning til andre mennesker?? Hvis man skal fortælle om lykkelige stunder i ens barndom, vil HSP'eren næsten aldrig nævne en episode hvor der er andre mennesker tilstede. Tænker man på en person der har givet tryghed, er det ofte ens mor, eller andre ældre voksne.

Som barn er man ikke særlig glad for at få andre mennesker tæt på fysisk især, fordi det er for voldsomt (grænseoverskridende og man oplever hvordan andre ikke forstår når det ikke er sjovt mere). Man bryder sig ikke om at blive kildet, blive pustet på og få andres ansigt tæt på f.eks. Andre synes måske det er sjovt og tror på at barnet også synes det er sjovt, men HSP barnet bryder sig ikke om det. Det er svært for et barn at se logikken og at de andre synes det er sjovt jeg bliver bange (Det kan voksne HSP'er nok heller ikke helt forstå vel?)

Hvis barnet misforstås af voksne og ældre søskende, mister barnet tilliden til andre og til livet generelt. Senere når barnet kan kommunikere sit nej ud, og oplever at andre respektere det nej, kan tilliden blive tillært, men så er det tillært og ikke medfødt som det ellers er for andre.

Hos skolebarnet begynder man at føle og opleve frygten. Det går op for een der er forventninger til een og hvor lidt andre kan tolke/aflæse og forstå een, og man skal tilpasse sig andre. Man bliver bange for at lave fejl og derved blive opdaget (at man er anderledes).

I skolen vil barnet ikke have mod på mange ting socialt og nye ting. Fagligt føler barnet måske det keder sig, men det kan også skyldes overstimulering.

Mange kan have svært ved at lærer specifikke motoriske færdigheder såsom at cykle, rulle på rulleskøjter, skøjte, svømme, danse, fordi man bliver overstresset, mister koncentrationen og falder. Man kan ikke lide at skulle præstere noget, andre ser på og forventer. Det går bedre hvis man er alene. Man vil ikke tage imod hjælp (er utryg ved andre og sig selv).

Man vil helst lærer ved at stå og se på andre.

Skoletiden kan være god rent socialt, fordi man evner at have overblik, lægge planer og have gode ideer. Man kan sågar blive en lederfigur i klassen. Det kan være man har det let i timerne og svært i frikvartererne, fordi det kan være kaotisk, larmende og uoverskueligt. Man leger måske sjældent med jævnaldrende og ofte med sig selv. Selvom man er kvik fagligt, kan man virke dårlig i klassen, fordi man bliver overvældet af de mange indtryk og være genert/sky. En nær ven man kan stole på er den bedste at lege med.

Er man HSP, er ungdommen aldeles rædselsfuld og problematisk. Den værste tid overhoved (måske). Der sker meget rent biologisk og udviklingsmæssigt, rigtig mange nye ting, nye forventninger, nyorientering, mange meget vigtige valg skal træffes, man bliver behandlet som ansvarlig voksen, det er den tid hvor alle muligheder er åbne, og man skal få erfaringer som man skal bygge resten af sit liv på (lægger grundstenene til resten af sit liv). Det er med valg og fravalg, holdninger, een selv i forhold til familie og samfund. Det seksuelle aspekt som kommer ind er uhyre svær at takle og kan gøre een bange, mange gør sig uattraktiv, eller har for travlt til mænd i deres liv. Det er for svært at få een tæt på og mærke de følelser. Angsten blomster virkelig i den fase af livet. Man føler at ens sikre sikkerhedsnet er revet væk under een, og man stor helt alene og sårbar. Man er bange for de valg man ved man skal tage. Der sker alt for mange alt for store ting på for kort tid, og mange klarer det ikke så godt, og laver dumheder af forskellig art (tidligt ægteskab og børn, for at få en klart defineret rolle i livet/klare forventninger, man kan opleve misbrug af piller, alkohol, rusmidler, melder sig ind i en sekt eller organisation for at finde tryghed). Bare det at flytte hjemmefra kan være for svært for stort, og noget løser det i nogen tid ved at indgå arbejdsmæssigt i barndomshjemmet, man bliver boede hjemme i længere tid en normen. Det er alt sammen stor skridt og desværre for nogle få så store at de tager deres eget liv.